Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Malersektionen under Dansk Byggeri opfordrer til samarbejde omkring øget produktivitet

Institut for Ingeniørvidenskab ved Aarhus Universitet og 3F står med støtte fra Innovationsfonden bag ReVALUE projektet. ReVALUE kortlægger produktiviteten i renoveringsprojekter, og Malersektionen bakker op om rapportens konklusioner og opfordrer til samarbejde omkring forbedringer.

Overenskomsterne skal være bedre
Næstformand i Dansk Byggeri, Malersektionen, Willi Becke fortæller: ”Jeg mener alle parter må gøre en indsats. Gennemsnitligt er produktiviteten iblandt håndværkere i renoveringsprojekter kun på 33,5%. Det er simpelthen ikke godt nok. Vi bør tage det alvorligt og sætte os sammen om forbedringer. Jeg ser forbedringsmuligheder over hele linjen: Indenfor vores fagområde, malerne bør overenskomsterne skrues sammen anderledes, så de animerer til at tænke lean og optimering. Vi som ledere bør blive bedre til at planlægge arbejdet, og vores malere bør tænke mere i at optimere deres hverdag. Går malersvendene f.eks. efter byggematerialer, kan de med fordel tage affald med, ryge på vejen dertil mv. Der er et stort forbedringspotentiale. Samtidig er jeg enig i rapportens konklusion omkring at ændre mindset, så vi tænker produktion i stedet for byggeri. Vi skal have meget mere lean ind i vores processer.”

Bedre planlægning hos rådgiverne
Konsulent i Dansk Byggeri Malersektionen, Henrik Bau udtaler om rapporten: ”Jeg er enig i rapportens konklusioner. Jeg ser et stort forbedringspotentiale i, at rådgiverne og totalentreprenørerne bliver bedre til at planlægge processerne. Jeg mener, underentreprenørerne skal være med i planlægningen, så der bliver mere fokus på praktik og mindre på de overordnede linjer. Samtidig skal rådgiverne og entreprenørerne blive langt bedre til at holde sig til planerne og håndhæve, at fagene skal være færdige til aftalte terminer. På den måde vil vi som malerfag oplevere langt mindre ventetid, der belaster produktiviteten.”

ReVALUE projektet
ReVALUE er et innovationsprojekt, der har til formål at tænke nyskabende og helhedsorienteret i forhold til fremtidens renoveringsprojekter inden for primært almennyttigt boligbyggeri. Projektet demonstrerer løsninger, der kan løfte effektiviteten og værdiskabelsen i den fremtidige renoveringsindsats i Danmark såvel som internationalt. Projektet er støttet af Innovationsfonden og har et budget på 21,2 mio. kr.

Der er blevet opsamlet 50.000 datapunkter på 5 byggepladser i løbet af de 3 år, projektet har løbet, og konklusionen er klar: Der er kun en produktivitet på renoveringsprojekter på 33,5%, indirekte arbejde på 42,8% og spild på hele 23,7%. Derfor skal branchen nytænke. Der skal tænkes produktion frem for byggeri og indbygges lean i langt højere grad end i dag. Ledelse og planlægning skal forbedres og IPD (Integrated Product Delivery) som samarbejdskoncept, bør indføres, når ReVALUE projektet er klar.